Uffe Savery ny musikchef for Sjællands Symfoniorkester

 

Sjællands Symfoniorkester har netop skrevet kontrakt med Uffe Savery som ny musikchef fra sæsonen 2010-11. Uffe er nok mest kendt som den ene halvdel af slagtøjs-duoen Safri Duo, som han dannede sammen med vennen Morten Friis i 1988. Efter mere end 20 år som komponist, producer og udøvende musiker inden for både den klassiske og rytmiske genre har Uffe Savery hentet erfaringer og kompetencer, som nu skal bruges til gavn for Sjællands Symfoniorkester.

Uffe Savery kender Sjællands Symfoniorkester indefra, og orkestrets musikere kender også ham, idet han i flere perioder har assisteret i orkestrets slagtøjsgruppe. Han siger: For 10 år siden var orkestret lukningstruet. Med Søren Bojer i spidsen overlevede orkestret, en ny fremtid blev skabt, og i dag er der blevet tilført en ny generation af musikere, der har givet orkestret et markant løft, og som placerer Sjællands Symfoniorkester som en meget vigtig spiller i musiklivet.

Søren Bojer, orkestrets musikchef siden januar 2000, er på vej til en ny stilling som direktør i Det Obelske Familiefond. Jeg kender Uffe, som en engageret og optimistisk person, som med sin energi og visionære ideer vil kunne føre Sjællands Symfoniorkester ind i en spændende fremtid. Jeg glæder mig på orkestrets vegne! siger Søren Bojer.

Bestyrelsesformand Ole Hentzen tilføjer: Uffe har tillige gjort sig store erfaringer med kunstnerisk ledelse det seneste års tid i Pumpehuset, og formåede sammen med Lærke Hein at skabe en interessant kunstnerisk profil der tillige fordoblede besøgstallet i forhold til tilsvarende perioder de foregående år. At de stod med en umulig økonomisk opgave, ændrer ikke ved at vi vurderer og forventer at Uffe kan løfte opgaven som den øverste daglige chef med ansvar for alle dele af institutionens virke. Jeg glæder mig til at se den kunstneriske udvikling og positionering orkestret vil bevæge sig ind i de kommende år.

Uffe fortsætter: Det er karakteristisk ved Sjællands Symfoniorkester, at medlemmerne påtager sig et medansvar for orkestrets fremtid, og er villige til aktivt at påvirke udviklingen. Der er utrolig meget passion, energi og idérigdom til stede. Ved at skabe nogle rammer hvor dette kommer i spil, føler jeg mig overbevist om, at vi med kvaliteten i højsædet kan positionere os som et modigt og friskt orkester der vil udfordre og udvikle den klassiske koncertform og stil. Vi vil skabe de mest fantastiske og emotionelle oplevelser – og disse oplevelser bør alle få lov at få. Vi vil derfor arbejde med rammer og et repertoire der både giver de vante koncertgængere store oplevelser, men også byder ikke vante koncertgængere indenfor.

Den kommende sæson 2010-11 er for længst tilrettelagt og abonnements-salget er i fuld gang, så Uffe Savery vil straks kaste sig over planlægningen af sæsonen 2011-12. Den klassiske musikkultur kan udefra til dels opfattes som en lidt lukket kultur, og det er egentlig synd. Hver og én musiker i orkestret er dybt passionerede mennesker som skaber enestående oplevelser, der kan give publikum helt andre oplevelser end de ellers får med andre genrer. Vi skal derfor blive bedre til med vores stil, form, sprog og repertoire at byde ”udenforstående” indenfor sammen med vores nuværende publikum. Det er min overbevisning at Sjællands Symfoniorkester vil og kan dette, og jeg glæder helt vildt til denne proces slutter Uffe Savery.